Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogisk værdigrundlag

Pædagogisk værdigrundlag

 

I Børnehuset Aalestrup vil vi være det dagtilbud, som både forældre, børn og personale vælger til. Vi vil kendes på medarbejdernes store engagement, hvor pædagogiske værdier, som det anerkendende ressource syn og ordentlighed, er kendetegnende for alle relationer.

I Børnehuset Aalestrup vil forældre og børn møde veluddannede og fagligt velfunderede medarbejdere, som er autentiske og anerkendende, og som har forskellige kompetencer, som supplerer hinanden. Medarbejdere som i den daglige praksis har en reflekterende kultur, hvor der arbejdes med refleksion over egen og andres praksis.

I Børnehuset Aalestrup prioriterer vi samarbejdet med forældrene højt. Et samarbejde der er præget af lydhørhed og imødekommenhed. Vi vil inddrage og gøre brug af forældrenes engagement og ressourcer, til at understøtte den pædagogiske opgave i dagtilbuddet. 

I Børnehuset Aalestrup ser vi det som vores opgave, at skabe et trygt udviklingsmiljø for børn, hvor trivsel og læring er i fokus. Det enkelte barn skal både føle sig set og hørt, som forudsætning for at kunne knytte sig til andre. Barnet skal også opleve, at være en del af et betydningsfuldt fællesskab, der kan give tryghed og følelsen af at "høre til".

I Børnehuset Aalestrup er alle børn medregnet i fællesskabet, uanset hvad barnets forudsætninger er. Vi vil arbejde for at børn i og med vanskeligheder, får en optimal pædagogisk indsats. Vi vil tilbyde børnene spændende læringsmiljøer, hvor både sundhed, natur, IT og kreativitet integreres i et lærende miljø.

I Børnehuset Aalestrup arbejder vi hele tiden med at udvikle inspirerende læringsmiljøer, båret af innovation, viden, forskning, kreativitet og fantasi. Et læringsmiljø, hvor vi har fokus på at skabe en god balance mellem pædagogisk planlægning og børnenes egen tid og initiativer.

I Børnehuset Aalestrup er glæden drivkraften i vores arbejde med børnene. Vi lægger vægt på et positivt livssyn, evnen til at begejstres, se muligheder frem for begrænsninger, samt det at være nysgerrig og udforskende i forhold til vores egen praksis.

I Børnehuset Aalestrup skal glæden være med til at sikre udvikling, tryghed, trivsel, omsorg og læring for alle børn. Vi vil skabe et fællesskab, hvor livsglæden er fremherskende og børnenes behov er i centrum.

I Børnehuset Aalestrup skal glæden være fremherskende i vores arbejdskultur, båret af en klar kommunikation, god formidling og åben dialog, gensidig respekt og forståelse, samt fokus på kerneopgaven og fælles lyst til at nå målet.

Dagtilbuddets pædagogiske principper sat i relation til de pædagogiske læreplaner.
Med udgangspunkt i vores værdier, arbejder vi ud fra følgende pædagogiske princip
Vores grundlæggende pædagogiske vision er, at vi vil skabe trygge relationer og understøtte udviklingen for alle børn i Dagtilbuddet.

Alle børn er forskellige, og alle børn kan noget forskelligt på forskellige tidspunkter. Vi mener, at alle børn grundlæggende skal opleve, at være holdt af, som den barnet er. Vi anerkender hvert barns unikke personlighed.

Det er grundlæggende vigtigt, at barnet udvikler et godt selvværd. Et godt selvværd handler om kendskabet til sig selv, og om hvordan barnet kan indgå i relationer og fællesskaber med de voksne og andre børn.

Vi har fokus på relationerne ud fra en anerkendende og ressource orienteret tilgang.
Barnet får tilknyttet en kontakt pædagog, som tager imod barnet og har ansvaret for en tryg relation.
Vi har en planlagt dagsrytme, så dagen er genkendelig og tryg for barnet.
De voksne er børnenes støttende stillads, som medleger, guider, skærmer og hjælper barnet på vej mod næste udviklingszone.
Aktive deltagende voksne, som er tætte på og opmærksomme på børnefællesskaberne.
Læring via vejledt deltagelse – gensidighed og udveksling mellem barn og voksen.
Vi arbejder bevidst med børnene i mindre grupper.
Vi sætter grænser for barnet på en positiv måde, ved at lede det, og vise positive alternativer.
Vi arbejder med det fysiske børnemiljø, så vi skaber inspirerende og stimulerende lærings og legemiljøer, både ude og inde.
Vi arbejder for et læringsmiljø hvor alle er aktive og deltagende.
Vi har fokus på at børnene oplever, at der er plads og rum til leg og livsglæde.

Læringsprocesser finder sted hele tiden og overalt. Barnet afprøver, erfarer, ser, hører, mærker og drager erfaringer på alle tidspunkter af dagen.